Sommerturen skal gå til Galicien, Nordspanien.
Til september er vi tilbage for at overvintre i Foleux igen.
14. Maj 2018: Foleux, Sofie Amalie kommer på land, for at klargøres med bundmaling og polering af fribord.
22. Maj 2018: Foleux. På grund af pinsen, fik jeg et dage ekstra til arbejdet. Sofia Amalie søsættes.
30. Maj 2018: Arzal. Sommerturen starter med at gå gennem slusen ved Arzal, og tage første nat ved broen efter slusen.
31. Maj 2018: Tréhiguier. Sejler et par sømil, og låner en bøje ved muslingehavnen Tréguier.
1. Juni 2018: Piriac-sur-Mer. Tager en enkelt overnatning i den lille hyggelige landsby..
9. Juni 2018: Île aux Moines i Golfe du Morbihan. Jeg vil tilbringe et par uger i dette område, indtil Solvejg påmønstrer d. 26.juni.
2. Juli 2018: La Rochelle. Solvejg påmønstrede i Pornic, efter en flyvetur med forsinkelse, så hun missede det sidste tog fra Nantes, og måtte tage en taxa. 27.6 lagde vi os for anker ved Ile de Noirmoutier i stille vejr. 28.6 sejlede vi til Ile d'Yeu, hvor vi havde 2 overnatninger.
Derfra gik turen til Bourgenay, inden vi landede i La Rochelle 2.7 kl 18 ved højvande. Lige til tiden, hvor Mille og Pernille ankom. De var fløjet fra Hamborg direkte til Nantes, hvor de havde en aftale gennem BlaBlaCar og blev kørt til La Rochelle.
3. Juli 2018: La Rochelle. Måtte jeg finde et Volvo værksted for at få vandpumpen repareret. I den sidder 2 simmer-ringe, som skulle skiftes, da pumpen var blevet utæt. Imidlertid var der så meget galvanisk tæring, hvor søvandet kommer ind, at jeg valgte at købe en helt ny pumpe.
4. Juli 2018: Ile de Ré, Saint Martin. Den nye vandpumpe skulle testes, inden turen turen over Biscayen.
5. Juli La Rochelle. Indkøb og forberedelse til den lange tur.
8. Juli 2018: San Sebastian. Vi afsejlede La Rochelle fredag d.6.7 kl 22 og satte kurs mod Mutriku i Baskerlandet - en tur på 182 sømil. Undervejs besluttede vi at ændre kurs for at anduve San Sebastian søndag morgen kl. 8.
10. Juli 2018: Zumaia. Efter det pulserende liv i San Sebastian, havde vi et par stille dage i Zumaia.
12. Juli 2018: Mutriku. En skøn lille havn, hvor vi spiste grillet kulmule på torvet ved rådhuset. Byen ligger op ad et bjerg, og har mange små gader og trapper.
14. Juli 2018: Bilbao. Vi anduver Getxo lørdag, og tager tager 2 nætter i havn. Søndag tager vi metroen til Bilbao, og ser Guggenheim museet.
17. Juli 2018: Laredo.Vi afsejler Getxo, efter en nat for anker udenfor havnen, og anduver en ny marina i Laredo, som vi har fået anbefalet.
18. Juli 2018: Santander: Vi anduver Santander onsdag, og kaster anker ud for badestranden ved indsejlingen. Det bliver en lidt urolig nat, så vi flytter ankerplads til vest for Yacht-klubben.
20. Juli 2018: Santander: Fredag kl. 10 har Pernille og jeg en aftale med dykkerklubben ved Pedreña. Vi får et fint dyk og svømmer mellen smalle klippespalter. Det regner hele dagen, så Solvejg og Mille er blevet på båden, og har frokosten klar, da vi vender tilbage.
22. Juli 2018: Santander: Solvejg og pigerne er taget på udflugt til nogle grotter 30 km fra byen. I morgen tidlig letter vi anker, og sætter kurs mod San Vincente de la Barquera.
25. Juli 2018 Ribadesella: . Vi blev afvist i San Vincente - og var ikke helt klar over hvorfor. Jeg lå der der sidste år, men i år var udbybningsfartøjer igang - så måske derfor. Det var lidt problematisk - da der var 30 sømil til næste havn. Undervejs prøvede vi at gå ind i en fiskeri-havn efter 15 sømil; men fiskere er ikke glade for lystsejlere. I stedet gik vi havn i lystsejler-afdelingen, som på kortet så ud til at være uden vand ved lavvande. Det gik lige, og vi gik på en super fiske-restaurent. Den kan anbefales Llanes - en lille hyggelig by - men med mange turister.
Næste middag fortsatte vi til Ribadesella, hvor vi tager 2 overnatninger.
I morgen går turen tilbage til Frankrig - 230 sømil, en tur på omkring 40 timer. Gummibåden er pakket ned og vi har lavet middag til 2 dage,
30. Juli 2018 Ile D'Yeu: Vel ankommet efter en meget afvekslende tur over Biscayen. 1 døgn fantastisk. Vi havde besøg af flere flokke delfiner og det lykkedes at få en stor tun på krogen.
Tættetere på Frankrig blæste det op til 15m/s med bølger på op til 2m. Det rullede meget, og den ene af pigerne blev lidt søsyg.
Nu slapper vi af på den dejlige ø Ile d'Yeu her midt i højsæsosen, hvor alle er i feriestemning.
7. August 2018 Pornic: Pernille og Mille er lige afmønstret. De tager toget fra Pornic til Nantes, hvorfra de flyver til Billund.
Efter 2 nætter i havn på Ile d'Yeu kastede vi anker øst for havnen; men det blev en noget urolig nat. Vi afsejlede tidlig om morgenen til havnen L'Herbaudière, som ligger på Noirmoutier. Her tog vi to nætter, inden vi satte kurs mod Ile Houat. Solen strålede, så der var dømt badeferie, ved den dejlige strand, hvor vi ankrede op.
Det blev dog igen en noget urolig nat, så vi flytte ankerplads til den sydlige del af øen den anden nat.
Nu var det tid at sætte kurs mod Pornic. Vi tog dog lige en overnatning i Periac-sur-Mer på vejen. En rigtig hyggelig lille havn.
Det blev ikke ringere af, at der var marked og havnefest.
Efter 2 overnatninger i Pornic og pigernes afgang, er der nu stille på båden - som altid når gasterne er draget af.
Solvejg og jeg skal nu igang med rengøringen, og Solvejg glæder sig til at flytte ud i forkahytten, hvor der er noget mere plads.
8. September 2018 Arzal: Sommertogtet er slut for i år.
Sejlene er nu pakket sammen for vinteren og ligger i agterkahytten.
Solvejg afmønstrede 28. August fra Pornic, efter vi havde været en tur sydover.Vi prøvede en tur på floden Charente, som førte os til byen Rochefort. Det var en fin by, hvor vi blev i 5 dage. Vi havde en lille afstikker til Tonnay-Charente, hvor vi lå midt i floden ved en ny bro. Det blev en urolig nat, da stømmen i floden er ret voldsom. Så var der mere roligt bag slusen i Rochefort, som kun er åben en time ved højvande.