lørdag den 30. maj 2015

Sommertogt 2015 – Fecamp

Onsdag 27.5 Vi afsejler Boulogne-sur-mer kl. 9. I starten er vinden god omend til den svage side. Vi får prøvet både Code-1 og genakkeren, men ender med at starte motoren. Der var også tid til at fiske, og sandelig om der ikke var bid – en lille tobis. Vi anduver Dieppe kl. 19:30.

Torsdag 28.5 Vi afsejler Dieppe kl. 12. Om morgen havde vi vinket farvel til en tysk båd Angelina, men de vendte tilbage en halv time senere og havde opgivet at sejle den dag. Det blæste en del og der var høje bølger, så de kom kun frem med 2 knob. Vi så på vejrmeldingen at vinden var omkring 8 m/s, men ville øge til dagen efter, så vi brugte formiddagen på at handle ind før vi afsejlede. Der var høje bølger, og vinden var ret imod. Vi satte 2 reb i storen og fokken trak fint gennem bølgerne. Det blæste 8-10 m/s og med krydstillæg gik vi 5 knob VMG. Omtrent halvejs faldt vores verden sammen. Der blev blev banket et par pæle, men det gik støt fremad. Pludselig lød der et højt smæld. Jeg var nede i salonen, og da jeg kikkede op troede jeg ikke mine egne øjne. Agterstaget hang helt slapt. Nu ventede jeg blot at masten faldt bagover. Jeg sprang op, og så at forstaget dinglede frem og tilbage. Vi sænkede straks storsejlet, bjergede fokken og fik startet motoren. Der blev sat 2 spilerfald ud på ankeret, for at holde på masten.
Midt i alt dette, så vi en nordbøje tæt på, men der var vand nok, så vi gik ikke ud til den, da det ville være ret mod bølgerne. Det var en stor fejl. Vi krydsede dermed et lille hjørne af  et militært område, uden tanke for at vi nøje blev overvåget. Jeg så på kortet, at der lå pipelines under os. Vandet så meget mærkeligt ud. Vi passerer et elværk, og talte om at det kunne være et atomkraftværk.
Få sømil fra Fecamp havn, fik vi øje på kystvagten. De kom nærmere, og begyndte at følge os. Så satte de en gummibåd i vandet, sejlede os op, og bad os standse. De spurgte pænt om de måtte komme om bord, hvorpå 2 mænd entrede på styrbord side. De præsenterede sig som det maritime politi, og forhørte sig om det var korrekt, at vi havde været på forbudt område udenfor et a-værk. De skulle se alle vore pas og skibspapirer for at optage rapport; vi kunne jo være potentielle terrorister. De checkkede vores GPS, for at kunne følge vore spor, og kunne konstatere at vi havde været på den forkerte side af nordbøjen. De chekkede om vi også havde været tæt på et andet kraftværk; men der var vi langt fra. Vi undskyldte med, at vi havde valgt at falde lidt af på vores kurs, for ikke at tabe masten i bølgerne.
Vi anduvede Fecamp kl. 19:30 efter en dramatisk sidste tur for Dan´s og Julie’s vedkommende. Deres tur slutter nu i Fecamp, og i morgen skal de havde togbilletter til Paris, hvorfra de flyver retur til København.

Fredag 29.5 Kontakter havnefogeden og kommer på internettet. Sender et billede af det ødelagte forstagsbeslag til Luffe Yacht, som kort efter ringer mig op, og anbefaler at få det repareret hos en lokal smed. Vi får svejset beslaget, Dan og Julie får købt lidt gaver til dem derhjemme, og vi slutter dagen med en god middag hos  Crez Nounoute – en meget hyggelig lille restaurant, hvor kun de der havde forudbestilt kom til.

Lørdag 30.5 Solen skinner og der pakkes på Sofie Amalie. Dan og Julie er ved at afmønstre. Jonas og jeg følger dem til bussen, og de vil være i Paris knap 3 timer senere. De har været perfekte gaster, og vi kommer til at savne dem. Dan er uhyre opmærksom og  hjælpsom, og har nydt de mange timer på havet. Julie, som var helt grøn da hun påmønstrede for 12 dage siden og skulle lære et helt nyt sprog, er sprunget ud som en rigtig sømand. Hun har endog måttet tage bad i herreafdelingen, da dameafdelingen var lukket af for renovering.
Jonas og jeg bruger eftermiddagen på at handle ind – hakkebøf med løg. Vi prøver at få båden gjort sejlklar, men det driller. Svirvelen på forstaget sidder uhjælpelig fast. Da forstaget brækkede, blev det bundet fast med tov; men derved er svirvelen blevet trukket ned over feederen. Der skulle mange slag med muggerten til at få den fri.
Aftenen er stille. Jonas og jeg skal vænne os til et noget lavere gear, efter den sidste tids intense oplevelser. 

Tirsdag  2.6. Vi er stadig i Fecamp, og havde håbet at en ny lanterne ankom. Luffe Yacht havde sendt den fredag, men der var ingen post. Det blæste en god kuling fra vest, så Jonas og jeg hyggede os med en stor frisk rødspætte og en flaske hvidvin.




onsdag den 27. maj 2015

Sommertogt 2015 – Boulogne-sur-mer

Tirsdag 26.5 Vi afsejler Dunkerque kl. 9:30 mod Boulogne-sur-mer. Vinden er mere i vest end vi havde håbet – så ingen Code-1 sejl i dag. Vi må bruge jern-genuaen en del, da vinden er ret svag. Vi anduver tidligt Boulogne, og benytter lejligheden til at få styrbord lazy-jack sat op. Den var smuttet af i Den Helder, med det resultat at Dan får storsejlet ned over sig , når vi sænker det. Efter en del rådslagning om metoden, gik jeg i masten, og de mange gode forslag bevirkede, at det hurtigt var på plads igen. Vi bandt 2 skruer fast med tape til en tynd snor, så den kunne komme ind i en tynd sprække i masten, og samtidig have vægt til at kunne sænkes. Den blev så fisket ud med en pincet nede ved dækket.

I morgen lover de svag svind igen, men vi nyder solen og det varme vejr. Vi hører at det ikke er helt så godt i DK. Vi vil afsejle kl. 9 mod Dieppe –en tur på 53 sømil. Vi håber stadig på Code-1 sejlet.

tirsdag den 26. maj 2015

Sommertogt 2015 – Dunkerque.

Søndag 24.5 Verudsigten er alt for god. sol og vindstille. I dag vil der blive brug for diesel. Vi skal til Blankenberge i Belgien – 70 sømil. Det er søndag og pinsedag imorgen. Jeg tænker, at det kan blive et problem at få belgisk øl i den eneste havn vi anduver i Belgien. Vi afsejler Scheveningen kl 9, efter sejladsintruktioner til kapsejladsfeltet havde galdet ud over havnen.
Første ben var til Rotterdam, hvor den meget traffikerede sejlrende skulle krydses. Vi kalder Maas entrance på kanal 3, og bliver bedt om at være stand by. Da et stort fragtskib kommer mod os fra Rotterdam, bliver vi bedt om at vente, til han har passeret.
Vi sætter sejl da der kommer en smule vind, og går for både motor og sejl. Vi har haft modstøm, men den er nu aftagende, så det går ganske godt. Det er med at nå frem til Zeebrugge iden modstrømmen her bliver for kraftig. For 2 år siden måtte vi opgive at nå Blankenberge, da vi krydsede frem og tilbage, og ingen vegne kom. Det lykkedes – vi holdt ekstra højde, og modstrømmen førte os tilbage til Blankenberge. Det lykkedes mig dog lige at demonstrere en ufrivillig bomning, da storen skulle ned og det var blæst godt op. Så forstod Julie, hvad forskellen er på en bomning og en stagvending.


Mandag 25.5 – Pinsedag. Bageren har åbent – det lover godt. Supermarkedet også – de belgiske øl er bjerget. Der er endog marked i Blankenberge, så der blev købt ind til pasta og kødsovs. Efter alle havde nikket, ville vi prøve en variation med hestekød – spændende. Det blev også lige til 3 bakker jordbær. Vi hygger os hele formiddagen, og afsejler kl 13 mod Dunkerque. Skøn sejlads – sol og halvvind. Vi anduver kl 18 og går ind i YCMN marina. Vi går en tur i byen, og bliver fristet til at spise en stor portion lækre muslinger med fritter –så må hestekødet vente til i morgen. 

søndag den 24. maj 2015

Sommertogt 2015 – Scheveningen.

Torsdag 21.5 skulle der sejles. Vi afsejlede Helgoland kl 8:00 og anduvede Den Helder 33 timer senere. Vi sejlede 186 sømil over grunden, men loggede 204 sømil på grund af modstrøm undervejs. Vinden var ret imod, så det blev en lang tur på kryds. Da det blev mørkt, tændte vi laternerne. Sikringen til navigations-lyset sprang. Det var skidt. Heldigvis var der ikke den store trafik – så det gik. Vi delte os i 2 vagthold, med 2 timers vagter. Det fungerede rigtigt fint. Julie klarer det fint – og vi fungerer alle 4 som et godt team. Natten var smuk og stjerneklar. Da det blev lyst, fulgtes vi længe med en Schweizer i en racer af en kulfiber båd. Han valgte et langt ben ud mod traffik separeringen, hvor vi valgte at krydse under land på grund af den stærke modstrøm. Vi anduvede Den Helder timer før ham  fredag kl. 17 – det var en stor tilfredsstillelse.


 Lørdag 23.5 afsejlede vi Den Helder kl. 9 og anduvede Scheveningen kl. 18.  Det har været en rigtig flot dag med megen sol. Vinden var drejet i nord, og vi skulle mod syd. Vi har surfet i 10-12 m/s vind og logget 8-13 knob. Jonas var meget begejstret – især da GPSen viste næsten 14 knob. Da vi ankom, var havnen fyldt til randen af kapsejladsbåde. Der er North Sea Regatta i denne weekend, og musik på kajen. Vi nåede at handle ind – og nød et festmåltid med entrecote og stegte grønsager.

lørdag den 23. maj 2015

Sommertogt 2015 – Helgoland.


Tirsdag 19.5 Afsejling Cuxhaven kl 5:30, efter en god morgenmad. Solen skinnede og humøret var højt. Der var ikke megen vind, så den første sømil gik for motor. Vi satte fok og storen med 1. reb, og nød at se solen stå op. Efter en halv time, kom de tunge mørke skyer. Vi loggede hurtigt 9 knob – deraf 2-3 kn medstrøm; men vinden tog til, så vi smed helt storen, indtil det værste uvejr var drevet over. Det var Julies første rigtige sejltur, så det var lidt spændende, hvordan det ville gå. Allan har sejlet i mange år, så han var helt upåvirket, omend lidt træt. Julie blev også hurtigt træt, så de gik i hver sin køje. Vi fik sat storen igen, denne gang i 2. reb. Fin tur ud af Elbens munding med god medstrøm for en vind foran for tværs. Allan var hurtigt oppe igen, og Julie vågnede kort før Helgoland – hun havde haft et hårdt program inden påmønstring; vinden var stadig 10-12 m/s. da vi anduvede Helgoland kl. 10:30, en halv time inden det rigtigt blæste op med heftige regnbyer. Da havde vi sejlet 34 sømil. Eftermiddagen tilbragte vi med en at gå rundt om hele øen, i stiv kuling, og sluttede af med middag på ”Bunte Kuh”.




Onsdag 20.5 tog vi på udflugt på Düne – en lille ø der før har været sammenhængende med Helgoland. Vi gik hele øen rundt, og var meget facinerede af et meget stort antal sæler – også med unger – der lå i strandbredden hele vejen rundt. Kl. 13 var vi tilbage på båden, og fik frokost inden vi tog afsked med Allan og Torben. Det har en stor fornøjelse at have haft dem med fra starten. Torben er ikke så vant til at sejle; men tog strabasserne i stiv arm. Allan imponerede os alle med hans relative høje alder. Vi fulgte dem til ”Funny Girl”, som kl. 16 sejlede dem til Büsom. Herfra skulle de skifte tog 7 gange, inden de ville være i Odense over midnat. 

mandag den 18. maj 2015

Sommertogt 2015 – Cuxhaven.

Torsdag 14.5 Kristi Himmelfarts dag påmønstrede min bror Torben, samt gasterne Dan, Jonas og Allan. Solvejg og jeg have brugt den sidste uge til at få båden gjort sejlklar. Radaren ville ikke fungere, så den blev pillet af. Det var ikke muligt på kort tid at få den efterset i Kiel, så den blev stuvet ned til en senere lejlighed. Solvejg havde brugt formiddagen på at lave en stor portion kartoffelsalat, og stege de lækreste fridadeller. Solvejg nåede også til bageren, så gasterne blev budt velkommen med kaffe og brød. Efter vi havde spist, kørte Solvejg bilen hjem til Odense.
                                                                                                     
Fredag 15.5. Efter af have gennemgået sikkerhedsprocedurerne, afsejlede vi Kappeln kl. 11:20. Det tog en time for motor at nå ud af Slien. Vinden var 3-4 m/s da vi hejste det sprit nye storsejl, og fik trukket rebelinerne igennem. I Kielerbugten nåede vi lige at få ”Code One” sejlet op på en halvvind en halv time. Den er 85 m2, så vi gik staks en god fart. Vi gik i den nye sluse, og var alene med en nordmand, som sejlede singlehand. Kl. 19:30 anduvede vi ankerpladsen i Kielerkanalen, og Torben severede millionbøf med gulerødder og kartofler. Vi sluttede dagen af med Irish Coffee.

Lørdag 16.5. 11:45 anduvede vi Rendsborg. Efter en god frokost, fik vi købt ind til søndag aften i Cuxhaven – Brændende kærlighed. Torben insisterede på at lave mosen fra bunden, så der blev indkøbt 5 kg. store kartofler. Eftermiddagen tilbragte vi på en hyggelig bar, med nogle store fadbamser - Flensburger dunkle. Kl. 19:30 havde vi bestilt bord på havnerestaurenten, og det blev en stor succes.

Søndag 17.5 afsejlede i Rendsborg i en frisk vestenvind. Der var 63 km for motor til Brunsbüttel, hvor fokken lige blev luftet et kort øjeblik, hvorved farten steg til 7kn. Vejrmeldingen lød på 10-12 m/s vestenvind, så vi forberedte os på en hård tur i Elben. For også at viste gasterne sejl-gaderoben, tog vi 2 reb i storen, og satte stormfokken udenpå rullefokken. Sidst vi gik i Elben for 2 år siden, blev vores gast Hasse noget bleg og lidt søsyg, så vi tager ingen chancer denne gang.
Vi er nu anduvet Cuxhaven kl 19:10. Vi var rigtig glade for stomfokken og de 2 reb i storen. Ved Brunsbüttel kom vi lige ind i slusen uden ventetid som eneste båd, og var hurtigt ude i Elben. Så kom chocket. Det blæste hele vejen til Cuxhaven 14-16 m/s, og lige uden for slusen kom en haglbyge med vindstød over 20 m/s. Der var vi glade ved stormfokken. Vi var meget våde og vindblæste da vi 3 timer senere anduvede Cuxhaven.


Mandag 18.5 tog vi på indkøb i Cuxhaven, og afhentede Julie ved banegården. Vi er nu 6 personer ombord til Helgoland i morgen, og har besluttet, efter at have set vejrmeldingen, at afsejle i morgen kl.5. Da har vi medstrøm og en halvvind. Vindstyrken forventes at være 4-6 Beaufort – op til 13,6 m/s. 

mandag den 11. maj 2015

Sommertogt 2015

15. Maj 2015 indledes årets sommertogt med kurs mod Algarve Portugal.